Ledelse med muligheder…

Ledelse med muligheder...
Jeg synes simpelthen, han er så r.. irriterende og jeg har SÅ svært ved, at han hele tiden modarbejder alle nye tiltag!
Frustrationen lyste ud af den leder jeg sad sammen med og det var helt tydeligt, at der var noget her, der var svært. Der var en medarbejder, der udfordrede…
Jeg har selv oplevet lignende frustrationer mange gange og været leder for mange forskellige medarbejdere, som har krævet vidt forskellig ledelse.
Min største styrke, er helt klart, at jeg er god til mennesker. Jeg interesserer mig for mennesker og jeg synes det er spændende, at “lege” med, hvilke knapper JEG kan skrue på, for at kunne møde forskellige medarbejdertyper i forskellige situationer. Hvordan er jeg medskaber af følgeskab, motivation og ejerskab hos den enkelte medarbejder.
Hvordan finder vi sammen en vej…
Det er helt individuelt, hvordan du som leder, finder din vej med medarbejderen. Der er ikke en fællesbetegnelse for, hvordan du leder. Der er en masse teori og gode begreber, som nærvær, nysgerrig, åben, tillidsfuld, anerkendende osv.
Den leder jeg sad overfor, kender også til alle de begreber, men det gjorde ikke den nuværende situation nemmere.
Jeg havde på ingen måder hjulpet hende ved at remse dem op eller ”belære” hende om, at det er vigtigt at huske, at anerkende forskelligheder eller perspektiver.
Jeg indtog i stedet for, på bedste ”amatøragtige” måde, rollen som medarbejderen.
Jeg spurgte ind til hvad der reelt skabte frustrationen i medarbejderens adfærd og så begyndte jeg at agere som medarbejderen.
Vi stoppede samtalen ind i mellem og snakkede om hvad der foregik. Hvad skete der hos hende og hvad skete der hos mig. I starten handlede samtalerne meget om, hvad hun syntes at jeg (som medarbejder) gjorde forkert. Du er så negativ? Hvorfor kunne du ikke bare prøve at forstå? Nogle gange kom vi helt derud, hvor der blev sagt – du får altså penge for at være her!
Det er på ingen måder en dårlig leder jeg sad overfor – bare en leder der var kommet til kort. En leder der ikke kunne finde flere værktøjer i kassen og simpelthen ikke vidste, hvordan hun skulle lede (eller som hun sagde: trænge igennem) til den her medarbejder.
På den anden side af bordet – i min rolle som medarbejder – havde jeg andre perspektiver. Jeg sad og tænkte: Hun hører ikke hvad jeg siger. Hun synes ikke at jeg har noget at bidrage med, selvom jeg har 10 års erfaring. Hun er utrolig træt af mig og vil nok helst have, at jeg pakker mit tøj og går. Jeg fortalte om de tanker jeg sad med og så blev der stille et øjeblik…
Men jeg anerkender dig da, jeg hører alt hvad du siger og jeg kan også godt forstå dig og dit perspektiv, men vil SKAL bare en anden vej… Det er bestemt et andet sted fra.
Så snakkede vi lidt om, hvad bl.a. anerkendelse var for mig og for hende og hvad vi havde brug for, for at føle os anerkendt. Det var to helt forskellige ting. Ingen af dem forkerte – bare forskellige.
Vi snakkede om, hvorfor jeg oplevede, at hun synes, at jeg ikke havde noget at bidrage med og at hun helst så at jeg pakkede mit tøj og gik…
Vi snakkede om hvordan denne medarbejder, også kunne ledes og vi snakkede om hvad hun kunne skrue på i
sin ledelse, i hendes måde at møde medarbejderen på. Hvad ville give en anden samtale – en anden og mere konstruktiv relation.
Vi prøvede samtalen med medarbejdere en gang og en gang til og en gang til og….
For hver gang vi ”legede” med samtalen kom der refleksion og indsigt. Hvad viser jeg med min krop? Hvad fortæller min mimik? Hvordan forstår du det jeg siger? Hvad er mit handlemønster? Hvad er det for værdier jeg har, som påvirker min tilgang? Hvad er for forskellige værktøjer jeg har og hvordan virker de?
Når jeg arbejder med ledere, har jeg ikke RESULTATET til dem. Jeg har en masse erfaring fra min egen tid som leder, fra min tid som HR Leadership Partner og fra min tid som konsulent og coach og det bringer jeg selvfølgelig i spil, når det er relevant. Jeg giver også gode råd og klar feedback, men jeg har ikke SVARET.
Min fornemmeste opgave ligger i at få ”min” leder til at reflektere og få indsigt i ALLE de muligheder de har. At finde og se ALLE de værktøjer de har i kassen og bruge dem bevidst i forhold til de medarbejdere de har.
Du har uendelige muligheder i din ledelse og sætninger som: ”men sådan er jeg…” eller ”det er ikke lige mig, at gøre sådan…”, de skal i min optik udfordres. Nej, det er ikke lige dig, at gøre som ham eller hende, men hvad er det så, der OGSÅ er dig?
Normalt træner jeg ledere med hjælp fra en professionel skuespiller i mindre grupper. Og det gør jeg fordi det virker og fordi det er praksisnært og det rent faktisk gør en forskel for den enkelte leder.
Du glemmer ikke de erfaringer du gør dig under træningen og du kan trække på dem i din ledelse når du vender tilbage til virksomheden.